torsdag den 27. december 2012

Præstationsangst

Jeg forstår så ganske vel at sexlivet ofte ikke virker for rigtig mange mennesker. I en brug-og-smid-væk verden som den vi lever i nu til dags, så er der åbenbart folk der vælger hinanden fra alene baseret på "præstationerne i sengen."

Hvis ikke det var fordi det var tragisk havde jeg været flad af grin da spørgsmålet meldte sig på en singlegruppe på Facebook.

Hvor er vi henne? Hvad blev der af intimiteten? Af det at lære hinanden at kende?

Åbenbart er der nogle der er så overfladiske, at selvom de selv måske befinder sig i en spiritusrus, så falder dommen hvis ikke DE kommer helt op at ringe...

Jeg kan kun grine.

Nu er det nemt nok for mig at tage det afslappet, for jeg har gennem tiden fået flere komplimenter om, at jeg vidste hvad udstyret skulle bruges til. Men jeg tænker nu engang på de stakler som måske vover sig ud i nattelivet, og så får dét svar, at karakteren var for tæt på 'kun' bestået til at personen vil gå videre.

Ikke nogen sjov fornemmelse for vedkommende.

Der melder sig et spørgsmål: "Hvad er det i grunden vi vil med vores sexliv?"

Handler det 'kun' om den tekniske gennemførsel, eller handler det mindst lige så meget om, at begge parter tager aktivt del i sexlivet?

Vladimir Nabokov sagde det engang, lettere spøgefuldt, da han sagde: "I mit næste liv vil jeg være kvinde, for deres eneste opgave er..." [Så kan den fantasifulde læser godt selv færdiggøre sætningen...]

Nabokov afslørede jo selv et vist menneskesyn, men alligevel er der en pointe. Den varme krop man forenes med kan godt være mere end Olfert kan styre, og det sker for alle med en for tidlig sædafgang - noget der for den erfarne blot maner til 2. halvleg. Men for den usikre kan dette drive præstationsangsten endnu videre.

Lad jeres sexliv blive endnu bedre i 2013, og hold fokus dér hvor det hører hjemme. Ikke på en pointtavle som om det var OL i gymnastik hvor kriterierne i forvejen er nærmest umenneskelige.

Godt Nytår til alle. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar