onsdag den 21. august 2013

Ligestilling i betaling for swingerklubber?

Der er netop nu stor diskussion om swingerklubber efter den nylige dom der siger, at kvinder nu også skal betale for at komme ind på en swingerklub. Nyheden var i dag at læse på MetroXPress, og er siden også landet på Go' Aften Danmark på TV2. Swingergården i Slagelse frygter at gå konkurs, men mon ikke det modsatte vil ske - hvis de tænker sig grundigt om?

Lad os lave lidt matematik. Hvis mænd betaler 300,- og kvinder intet betaler, så vil en typisk aften med måske 50 mænd og 40 kvinder give en omsætning på 15.000,-. Hvis alle 90 gav 200,- ville der være en omsætning på 18.000,-. :-)

Fair for alle, og hvis vi nu skal stille regnestykket lidt på spidsen, så er den menneskelige liderlighed altså ikke forskellig, selvom mange forskruede mænd helst vil få os til at tro det kun var mænd der havde lyster. Sådan er det måske i flertallet af de hjem hvor manden nærmest skal tigge sig til sex, fordi han er omtrent lige så spændende for kvinden som at begynde at læse Lademanns leksikon fra A til Z... :-D

Lad os dog for pokker stå ved, at alting har sin pris. Før denne nyhed var der sikkert ikke mange der kendte Swingergården. Så mon ikke der også KUNNE gøres en del af selve swingerklubben for at komme på landkortet?

Jeg var på et tidspunkt på kursus med en ung herre, som dyrkede swingerlivet sammen med sin kæreste. Han var få uger efter kurset på skærmen på Go' Aften Danmark, og han talte da om både det midtjyske og et enkelt sted på Fyn, men lød ikke dengang som om der var ret meget uden for København. Markedsføring, venner. Hvis man skal tiltrække sig et publikum må man godt råbe lidt højt, komme i dagspressen og gøre noget ved sagen - i stedet for passivt at læne sig tilbage og vente på det hele kommer af sig selv... :-)

Jeg står gerne ved, at jeg mener dynamiske forhold kan være positive så længe begge parter er enige om at have ærligheden i centrum. De skal stå ved både deres lyster, men også de rammer de gerne vil opleve. Den slags mennesker holder den seksuelle energi positiv ved at åbne sig op for nye ting i stedet for hele tiden at lade sex være noget der 'kun' sker på lillekoneaften om onsdagen og måske om lørdagen...

Der er så mange bøger derude. I ved selv jeg har beskrevet Joan Ørtings bøger, og flere andre der kan pifte sexlivet op.

Og for at sige det ligeud tror jeg ikke en pind på en pris på 200,- ville afskrække en kvinde fra at gæste en swingerklub når man bagefter tænker lidt over, at en biografbillet hurtigt koster en hund. Det er et spørgsmål om prioritering, og gør man sit sted tilstrækkeligt sjovt at besøge kommer folk altså igen. Det er nu engang udfordringen for alle i servicebranchen. Restauranten der leverer middelmådig mad får knap så mange gengangere som stederne hvor det hele bare spiller max...

1 kommentar:

  1. Bemærk: Swingergården gik IKKE konkurs, og de har valgt en prismodel hvor alle betaler - dog mænd mere end kvinder. Prisen kan ses herfra: http://swingergaarden.dk/about_us.php

    SvarSlet