fredag den 19. april 2019

Hvorfor er der ikke ligestilling når det gælder LYSTEN til sex?

Der er stadig en lyserød elefant i rummet når det gælder lysten til sex. Mænd må godt erklære, at de har lyst til sex, men det må kvinder ikke... Hvorfor er det sådan i et land, som var med til at frigive pornoen for over et halvt århundrede siden?


Let's face it: lysten hos det ene køn er forudsætningen for lyst hos det andet køn - i hvert fald i heteroseksuelle forhold. :-)

Vi kender alle det klassiske eksempel: når en mand har haft 50 seksuelle bekendtskaber, så er han sej. Hvis en kvinde har haft samme antal, er hun billig - i alt for manges øjne. Det burde vi godt kunne forstå ikke holder som argument i et moderne samfund.

Vi burde alle kunne omfavne lysten - og de energier, der er forbundet med den. Alligevel falder vi for antikverede holdninger, som burde være forsvundet for længst.

Lyst behøver ikke altid at føre til samleje. Lad det være sagt med det samme. Hvis din partner ikke gider dén aften, så er der ikke noget om, at bruge argumentet, at du skal føjes, bare fordi DU har lyst. Det gælder begge veje, for der kan jo også være dage, hvor du ikke har lyst, men hvor din kæreste måske har det.

Nogle tror, at lysten er en mandlig energi, og at vi mænd derfor nærmest pr. definition altid skal rende rundt og være lidt små-liderlige. Det er en fordom, præcis på samme måde, som andre foruddefinerede påstande og generaliseringer om hinanden er det.

Det er på tide at stoppe det vanvid, og bare nyde hinandens selskab. Når samhørigheden bliver mere positiv, så lur mig, om ikke lysten kommer op i os, når vi ikke stresser fordi vi skal ditten og datten, og når vi virkelig begynder at TALE sammen som væsener, der er nysgerrige på, at lære hinanden bedre at kende.

Denne nysgerrighed skal ikke kun gælde de første tre-seks måneder af forholdet. Det skulle gerne fornys af den kærlighed og gensidige respekt vi udviser over for hinanden.

Påskeferien er et godt tidspunkt at tale om dette, hvis det allerede er blevet kinesisk i jeres forhold.

Fortsat god påske, og god weekend til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar