lørdag den 19. september 2020

Aseksualitet - vigtigt tema på DR2 lørdag

Her til aften havde DR2 valgt aseksualitet som lørdagstema. Det er et område, som er omgærdet af mange fordomme. De aseksuelle hører tit ordene: "Du skal bare finde den rigtige". I aftenens tema blev der åbnet lidt op for emnet, og Sara Skaarup og Jacob Olrik fik sig en snak om emnet, som nok var interessant for alle seerne, der undervejs også mødte flere, som slet ikke havde nogen seksuelle fornemmelser, som de fleste af os ellers kender til.

Jeg kan godt lide disse temaer, fordi det åbner vores horisont for, at vi mennesker ikke altid er helt ens. Det øger vores forståelse, når vi hører om forskellige fornemmelser på området - og selvom det ikke nødvendigvis ændrer spor for os selv, så åbner det i det mindste op for rummeligheden, så vi kan sætte os lidt ind i de tanker, som de aseksuelle har.

Vi skal holde op med at sætte forholdet op som det eneste saliggørende. I en tid hvor vi i forvejen burde have lært rummeligheden over for nye samlivsformer, så burde det ikke være nogen overraskelse, at der findes folk, som slet ikke søger et forhold. Det burde faktisk være nemt for os alle, at forholde os til.

Når det ikke er det, så skyldes det formentlig, at vores tanker om forhold, dating og relationer farves meget tidligt, ja faktisk i barndommen. Vi får nogle vaner, som til sidst bliver så indgroede, at vi glemmer at stille os selv spørgsmålet, om det normale nødvendigvis er 'det rigtige'...

Det er den slags udfordringer jeg synes er interessante, fordi det gør os klogere, at betragte verden lidt bredere end vores egne valg her i livet.

Hvad er dine tanker om disse temalørdage på DR2? Så du også det seneste tema? Del gerne dine tanker i en kommentar her på bloggen.

Alle læserne ønskes en fortsat god weekend. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar