Her på kvindernes internationale kampdag, melder der sig et sjovt spørgsmål jeg stødte på i anden forbindelse: tror du kun det er mænd der forlader forholdet?
Mange har fokus på hvem der vælger at gå - det kan sagtens være manden, selvom det var kvinden der forlod forholdet længe før. Lad mig forklare. Vi mænd er ofte ret konsekvens-baserede. Når vi ser, at partneren ikke kæmper med i samme retning, så er det ganske typisk, at det er manden der tager beslutningen om, at gøre det officielt, at forholdet er slut. Det har givet manden en styrkeposition i den forstand, at han ofte bliver set og opfattet som den stærke.
Mandens position er udfordret, for i dag kan svagpisseren (mand, der ikke kan træffe en beslutning enten for eller imod et valg) ikke gemme sig mere, for nu er kvinden også i stand til at sige fra - og standse forholdet ved at gå sin vej.
Ikke desto mindre er det ret interessant, at nogle kvinder bliver så tøsesure, at når de først prøver at få en dialog om bruddet, men bagefter aflyser, fordi de får kolde fødder, så er de på langt sigt endnu mere stålsatte end nogen mand ville være. De véd, at en snak ville være gavnlig, men afviser det, fordi 'det må være mandens opgave'... [Hvis han foreslår en snak et stykke tid senere, opfattes han enten som om han ikke fattede budskabet, eller er for insisterende - også selvom det kan være en objektivt og rationelt set fornuftig ting at tage sådan en snak...]
Sjovt nok er det præcis samme mønster man ser på diskoteker, værtshuse, til fester m.v. Kvinden kan være meget interesseret i en bestemt person, men hvis ikke han tager initiativet, sker der intet.
Så nok taler vi kvindefrigørelse under mange former, men hvorfor er kvinder stadig - 100 år efter de fik stemmeret ved grundloven af 5/6-1915 - stadig generte i forhold til at DE kunne tage initiativet?
God søndag til alle. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar