tirsdag den 19. december 2017

Nedbryd tabuer - lær at tale bedre sammen

Jeg har, som de opmærksomme læsere nok har opdaget, det seneste stykke tid fokuseret på at nedbryde tabuer, herunder især fokuseret på swingerklubber, homoseksualitet, åbne forhold og polyamori, når potensen svigter eller vold i parforhold. Jeg håber du har nydt læsningen af denne mini-serie.



Man kan sige én ting om tabuer: jo mindre vi TALER om dem, jo mere forbliver ting tabuiserede. Det er når vi TØR tale sammen, at vi demonterer det 'farlige' ved tabuet.

Derfor ligger det også lige til højrebenet, at sige, vi bliver bedre kærester ved at lære at tale mere åbent - og ærligt - sammen. I skal være klar over, at det gode forhold baserer sig på, at I dyrker og kultiverer hinanden præcis som man ville passe og pleje en flot have. Jeres forhold er jeres, og jeres prioriteringer bør naturligvis være centreret omkring hvad der tænder, udvikler og hjælper jer sammen.

Det er klart, at der ER områder, der er sværere, at tale om. Vi sætter, for at sige det pænt, kærligheden på prøve, hvis vi håndterer kærlighedslivet forkert. Det kræver, at vi rent faktisk VISER hensyn for vores partner, når der er noget vigtigt vi gerne vil ændre.

Jo længere tid vi venter med at konfrontere den lyserøde elefant, der danser omkring i vores liv, jo sværere bliver det at håndtere.

Let's face it: det BURDE være det nemmeste her i verden, at vi tør tale sammen om alt mellem himmel og jord. Alligevel er det præcis her de fleste fejler. Vi glemmer, at vise vores partner, hvorfor det er vigtigt for os, at få løst en konkret udfordring - og så er der ikke langt igen, før vi ender i en skilsmisse.

Dog kan vi bygge endnu stærkere forhold, når vi tør vise hinanden, at vi rent faktisk sætter partneren højest i vores liv ved at vi netop tager snakken...

Mange par vil i denne tid være udfordrede, dels fordi juleferien står for døren, men også fordi de måske netop i denne julefrokost-sæson har oplevet utroskab. Passionen blev ikke taget alvorligt, da jeg skrev om det for over en måned siden, og nu er det måske gået galt. Nu skal der afklares nogle ting, og det kan gå to veje. Nogle finder sammen igen, mens andre går fra hinanden.

Det nytter ikke noget, at holde fast på "Hvad sagde jeg?" Nu skal der nye boller på suppen, og måden den slags håndteres på vil afklare om I enten bliver stærkere sammen, eller om I fandt ud af noget I burde have konfronteret for længe siden.

Uanset hvad, så få talt sammen. Få sat fokus på kærestetid. Sov længe en dag, og lad morgenen starte med det morgenritual jeg netop beskriver i min e-bog Kend din kæreste, for så kan I blive bedre kærester med hinanden. Jeres forhold fortjener, at I gør jer umage, og mon ikke det er endnu vigtigere end al det stress og jag, som de fleste af os forbinder med jule-tamtam?

Giv jeres forhold den nødvendige saltvandsindsprøjtning - giv forholdet liv. Vis hinanden hvad I sætter højest her i livet.

Glædelig Jul og Godt nytår! På gensyn i 2018. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar