Ja, jeg ved godt overskriften er lidt provokerende, men lad os nu være ærlige. Skilsmisseadvokater og terapeuter lever af manglende harmoni i forholdet, og en hel del julefrokoster har skilt par gennem årene. Jeg ved godt, det ikke er julefrokosten i sig selv der er grunden, men lad os nu se på, om ikke vi i år kan skabe en situation hvor færre kommer i klemme...
Det er så forbistret nemt at falde for en fristelse, hvis hjemmefronten ikke fungerer. Misforstå mig endelig ikke. Det berettiger ikke utroskab! På ingen måde. Men fakta tæller, og hvorfor ikke reagere på de tegn, de fleste godt kan genkende, og så få den grimme lyserøde elefant til at forsvinde?
Det er dels billigere, men også langt rarere for alle parter, hvis man giver ens forhold et servicetjek. Det har jeg opmuntret til i flere af artiklerne her på bloggen, og rådet kan bruges af alle par, uanset om I kun har været sammen i få eller i mange år.
Hvis du har læst min e-bog Kend din kæreste (som faktisk burde hedde Bliv en bedre kæreste), så vil det ikke være spor fremmed når jeg siger, vi alle kan blive bedre kærester. Der kan lynhurtigt gå dagligdag i den, og hvis ikke vi løbende vedligeholder vores forhold til vores partner, så kan tingene hurtigt gå galt når sekretæren eller den nye medarbejder ovre i marketing frister enten ens mand eller kone...
Det er SÅ nemt at lukke øjnene og håbe på det bedste, men jeg anbefaler altid, at man er pro-aktiv i ens forhold. Får taget temperaturen på hvordan tingene går, og forsikret hinanden om, at partneren bestemt skal hygge sig, og få en kæp i øret, hvis det er ønsket - men at man samtidig holder sammen. Så vil fristelsen, alt andet lige, være mindre, fordi man udmærket godt ved hvad man har, og ikke har lyst til at satse det gode arbejdsmiljø ved at dumme sig...
Med disse ord ønskes alle en god arbejdslyst med privatlivet - og en god weekend forude. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar