Her til morgen var der et meget rørende indslag på TV2. En mor besøgte Go' Morgen Danmark, hvor hun fortalte om sin konflikt med sin ex-mand, som desværre går ud over hendes 4-årige søn. Nu handler dette indlæg ikke om den specifikke situation, men mere en opfordring til, at vi som voksne holder fast ved, at selvom vi ikke længere kan leve sammen med en partner, så må det aldrig gå ud over børnene...
Når to voksne mennesker har sat et barn til verden, så er der et ansvar, som skal tages alvorligt. Det er ren jura frem til barnet når de 18, og det skulle gerne danne et fundament for, at barnet efterfølgende har lyst til at fortsætte familierelationen efter selv at være blevet myndig.
I den viste situation ville manden ikke deltage på tv. Det var ærgeligt, fordi en sag altid har to sider. Jeg mener så også, at der altid er en tredje side, og det er barnets historie. Et barn skal ikke vokse op med en fornemmelse af, at være fravalgt og afvist fra 4-års alderen. Det kan sætte sig som voldsomme eftervirkninger senere i livet.
Vejen frem
Et er, at der er gået syv måneder uden kontakt med faren. Den tid får man aldrig tilbage. Jeg synes dog det bør handle om at REPARERE relationen, for det er aldrig for sent. Det kan BLIVE sværere at reparere jo længere tid der går, men det er sjældent for sent, da blod er tykkere end vand, som man siger.
Det er helt fair, at de voksne ikke kan sammen. Det kan ske for alle. Mange er for trygge til selv at konstatere, at de burde gå fra hinanden, men det er en helt anden situation. Uanset hvad man vælger, så må det aldrig gå ud over børnene. De har ikke bedt om at komme til verden, så det handler om, at de voksne er modne nok til at erkende deres ansvar, og lever op til det, for børnenes skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar