onsdag den 18. april 2018

Det kræver en indsats at pleje kærligheden

Det er ingen tilfældighed, at jeg skrev e-bogen Kend din kæreste, som egentlig burde have heddet Bliv en bedre kæreste. Kærligheden er smaddernem, tror vi. Det var det vi lærte, da vi lærte om emnet i skolen, og når vi talte med voksne mens vi selv var i skolealderen. Nok havde vi nok alle hørt et mindre skænderi eller oplevet, at venners forældre blev skilt, men vi troede, at det mere eller mindre gav sig selv, når bare vi virkelig elskede hinanden.



Statistikkerne taler deres eget alt for tydelige sprog. Over halvdelen af alle forhold ender med et brud, og de positive intentioner om at blive sammen til døden os skiller er ikke altid nok, når det virkelig går ned af bakke...

Talrige eksperter, parterapeuter og sexologer giver mange forskellige bud på hvad der kan gøres. Det er alt sammen rigtig godt, og kan virkelig hjælpe. Dog er der én vigtig pointe, som faste læsere vil huske, at jeg også har omkring det med forhold, der overlever. Det kræver, at begge gør en indsats.

For det er så ganske sandt, at vi kun kan forandre os selv. Det er vores ansvar. Vi kan måske også præge vores partner, men hvis ikke vedkommende er parat til at lytte, så kan vores egen indsats ikke gøre det alene.

Derfor har jeg også sagt, at man skal gøre status på et eller andet tidspunkt. Når man kan se, at det bare ikke fungerer mere, så skal man træffe et valg. Det er som med et plaster, der skal rives af. Gør du det langsomt, trækkes pinen ud. Gør du det hurtigt, kan du komme videre.

Det er ikke altid populært. Mange kalder det kynisk.

Men er det egentlig så kynisk?

Hvis vi nu tager udgangspunkt i mange af de kurser vi alle har gået til i forbindelse med vores jobs, så lærer vi jo i flere sammenhænge, at der må være en konsekvens af bestemte handlinger. Når du har en medarbejder, som ikke vil følge med virksomhedens strategi, så kan du argumentere og motivere et langt stykke hen ad vejen. På et eller andet tidspunkt er du nødt til at sætte en streg i sandet, og træffe et valg baseret på det indtryk du får af en person. Hvis du intet gør, så risikerer du at en hel gruppe mennesker tabes i små diskussioner - ja, nærmest skænderier - og derfor kan det godt betale sig, at træffe et valg.

Hvorfor gør vi så ikke det i vores kærlighedsliv?

Sandheden er jo, at vi kun kan fylde vores batterier når vi er i selskab med folk vi trives med. Vi kan vælge, at være positive længe, men på et tidspunkt ender det med at dræne os, hvis gamle sår åbnes igen med alt for korte mellemrum.

Kærlighed må aldrig handle om, at vi spiller et 'blame game'. "Det er DIN skyld, at jeg ikke kan..." holder bare ikke, vel? :-)

Derfor skal du tage både dig selv, din partner, og evt. også jeres børn alvorligt, og træffe et valg.

Hvis I kan reparere forholdet, så skal det plejes. Hvis ikke det kan repareres, så skal du se at komme videre, så du kan skabe en ny have med et helt nyt design, hvor alle planter er sat på en ny måde for nu at bruge et billedeksempel.

Held og lykke med kærligheden derude. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar