tirsdag den 1. marts 2022

Marts-temaet: serier der kan inspirere dig og jeres parforhold

I denne måneds tema skal vi kigge lidt på serier, der kan inspirere dig, og give ny næring til jeres parforhold. Der er mange forskellige slags serier, men jeg vil nævne de bedste jeg har set, og som jeg derfor håber du som læser af denne blog også vil finde interessante.

Jeg vil særligt fokusere på følgende serier:

  • Sex Education
  • Sex Love & Goop
  • SEX/LIFE
  • Olivia og sexmyterne
  • God sex - nu også for piger

Sex Education på Netflix

Jeg har tidligere beskrevet serien Sex Education ovre på den private blog. Artiklen blev skrevet for over to år siden, og der udkom i mellemtiden en tredie sæson, som rent faktisk var lige så god som første sæson. Jeg erkender, at målgruppen er de yngre mennesker, men der er faktisk mange gode ting, man som forælder kan bruge til samtalen med egne børn.

Man skal derfor ikke give op, bare fordi der var en lille bølgedal i kvaliteten i anden sæson. Det kompenseres af en glimrende afslutning. Jeg skal skynde mig at sige, jeg ikke har læst anmeldelser eller tjekket seertal, for jeg mener i al beskedenhed, at ens udgangspunkt altid må være ens egen fornemmelse for en serie.

Sex Love & Goop på Netflix

Serien Sex Love & Goop er for de modne par, som gerne vil udvide egne horisonter på det seksuelle område. Hvor meget sex godt kan gå hen og blive lidt kedelig, fordi det centrerer sig om nogenlunde det samme script, så er dette virkelig en serie, som kan vække ens opmærksomhed over for nye aspekter inden for sex.

Jeg er kæmpe fan af den type serier, fordi vi aldrig kan vide alt. Vi kan altid blive både klogere og dygtigere, og det mest fascinerende er faktisk, at for hver gang man netop bliver endnu klogere, så åbner der sig flere døre - og derfor bliver det at lære mere om sex aldrig kedeligt!

SEX/LIFE på Netflix

Her kan man som par få testet sine holdninger til et åbent ægteskab. Kan man leve med, at en anden fuldfører ens partners behov man ikke selv kan eller vil dække? Kan man være bollevenner med en gammel flamme, samtidig med, at man er gift? Dette og mange flere dilemmaer behandles i serien SEX/LIFE, og den skal bare ses...

Olivia og sexmyterne på Viafree

I serien Olivia & sexmyterne får vi et indblik i alt mellem swingerklubber, BDSM, porno, analsex og begrebet dogging. Det sidste vidste jeg slet ikke var en ting, men det er det vi andre tidligere kaldte sex i det offentlige rum, som fx kunne være sex på en strand.

Jeg kan rigtig godt lide den måde værten behandler emnet på, og det giver smil på læben undervejs i serien. Det er en serie, som kan give mange sjove snakke blandt par, der følger denne serie.

God sex - nu også for piger på DR

Serien God sex - nu også for piger er en svensk serie, hvor man får unikt indblik i sex set med kvinders øjne, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Jeg er kæmpe fan af, at kvinder modigt taler frit fra leveren, og mænd burde lytte med. Jeg har tit sagt, at det bedste ved filmen What Women Want er, at får man først at vide, hvad der fungerer for det modsatte køn, så bliver man selv en bedre elsker. Det BURDE være logik for burhøns, at hvis vi skal have mere lagengymnastik rundt omkring i de danske husstande, så skal kvaliteten af den sex folk dyrker op!

Konklusion: dette var mine bud på gode serier der er værd at følge

Dette var mine bud på gode serier, der er værd at følge. Nu er det din tur til dels at se de serier, du/I ikke har set endnu, men I er også mere end velkomne til at smide en kommentar, hvis I mener I kender en serie, læserne ville have gavn af også at se.

Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar