I denne artikel vil jeg gerne give jer en tjekliste for at I kan få jeres bedste sommerferie som par. Det handler ikke om, hvor dyr eller billig jeres ferie skal være, men derimod om, at I sikrer NÆRHED i den sommerferie.
Det er SÅ vigtigt at være ærlig omkring jeres behov for BÅDE at lade op som par, men sandelig også som familie. Der er så mange ting, som stjæler opmærksomheden i hverdagen, og derfor skal ferier bare være en helt særlig oplevelse.
- Aftal spil på dage med dårligt vejr
- Aftal regler for mobil og/eller pc/tablet
- Aftal hvad I alle har brug for - både sammen og hver især
- Pak kufferterne i god tid
Lad os gennemgå dem punkt for punkt... :-)
Aftal spil på dage med dårligt vejr
Nogle gange kan man godt ærgre sig, hvis man sidder ude på Lars Tyndskids mark, og så oplever at vågne til rigtig dårligt vejr. Så kan ens planer for dagen godt blive lidt af en udfordring. Det kan I modvirke, hvis I allerede hjemmefra har aftalt at købe et spil I kan breake på sådan en dag...
Det er fuldkommen ligegyldigt hvilket spil I bliver enige om, at spille. Det handler jo om, at have kvalitetstid sammen som familie, når omgivelserne ikke lige spiller med på jeres agenda. Altså at få det bedste ud af en mindre behagelig situation. :-)
Aftal regler for mobil og/eller pc/tablet
Uden at ville lyde spor formynderisk, så skal I aftale nogle rammer for både mobiler og computere. Indtil man selv prøver det at være mobilfri - selv bare et par dage - så tror de fleste, at det er noget pjat. Det er det bare ikke!
I vil opdage, at det at 'slukke' for omverdenen giver jer en mulighed for at fokusere på andre ting. En skovtur med fuglepip uden notifikationsvibrationer i lommen kan altså også noget...
En af mine kæpheste er også, at det NETOP er ved at koble helt fra, at I sikrer den gode stemning, som først kommer, når I forener jeres energi omkring det fælles projekt, nemlig at holde en god ferie. Ferier skal ikke ødelægges af nyheden om sygdom i familien eller hunden, der har været en tur hos dyrlægen. Stol på, at de rigtige fagpersoner tager sig af de ting - og hold nu for filan den ferie uden notifikationer.
Aftal hvad I alle har brug for - både sammen og hver især
Der kan være projekter I gerne vil tage individuelt, og så vil der forhåbentlig også være ting, I gerne vil gøre som familie. Tal sammen om hvad der giver mening for jer. Om der er et museum, en udstilling, en koncert eller noget fjerde som enkelte iblandt jer absolut bare MÅ opleve, og giv hinanden plads til, at det er lovligt, at 'bestille' dele af en menu. I skal ikke være enige om alt, og det ville da være en skam at forpasse en chance, hvis der er noget som ens barn gerne vil opleve, men som man ikke selv gider være med til.
Og ja, jeg ved godt, at nogle vil sige, man som forælder da skal være med i sine børns interesser. I den ideelle verden er jeg enig. I takt med, at ens børn bliver større, skal det dog også være legitimt at sige 'tak, men nej tak'...
Pak kufferterne i god tid
Det her sidste punkt er SÅ vigtigt. Det er her mange ødelægger deres første feriedag, fordi de har glemt noget hjemmefra. Hvem gider bruge første feriedag på at jagte et par solbriller på en dag, hvor alle butikker har lukket?
Du kender sikkert selv andre ting, I selv har glemt, og dybest set véd vi alle, at vi bør følge rådet om, at pakke i god tid, men alt for få GØR det. Det skal der laves om på...
Der er så mange ting vi kan putte i kufferten inden ferien, og øvelsen får jer måske endda til at glæde jer endnu mere til ferien undervejs. I sidste ende er det kun toiletsager og evt. medicin, der mangler til allersidst, og den store gave er den ro I har i processen, når I ved, at I ikke kan have glemt noget. For når man følger denne proces, så er der overskud til kreativ tænkning mens man får klaret denne vigtige opgave.
God ferie, og nyd hinanden både som par og som familie. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar